Er grænsen er nået ?

Når jeg sidder og følger med i alle de krige og katastrofer der er i verden kommer jeg ofte til at spekulere på hvornår er grænsen nået. Hvor meget vil vi stiltiende acceptere og hvornår mener vi at det er på tide at gribe ind.
De fleste mennesker kan formoder jeg blive enige om at hvis man kunne rejse tilbage i tiden og stoppe Hitler og forhindre jøde udryddelseslejre så var det en tur værd.
Mange vil også argumentere for at en gentagelse af historien ikke vil kunne lade sig gøre. Vi vil aldrig acceptere et regime på den måde satte sig for at slå en befolknings gruppe ihjel. Den slags høre en dyrt købt fortid til.

Men er det nu også rigtigt ?
Hvad med folkemordene i Rwanda og Sudan. Ganske vist ikke i Europa, og antallet af døde lavere, men hastigheden hvormed det lykkedes at slå folk ihjel tror jeg Eichmann kun kunne drømme om at følge med til.
Under anden verdens krig, viste man ikke der var oprettet udryddelses lejre før efter krigen, i dag ved vi det som regel under 12 timer efter det er begyndt.
Somalia, hvor sult blev brugt som våben. Der har været masse eksempler på at ondskab trives i bedste velgående og vi værger os ved at gribe ind, med mindre der er en økonomisk eller klar sikkerheds politisk gevinst.

Den seneste krigsskueplads hvor der har skulle tages stilling til om verdens samfundet skulle gribe ind er Syrien.
Efter lidt over et års tid at kunne side steppe lidt på det og udtale at det er de syriske folks friheds kamp og vi kan ikke rede hele verden, skete det utænkelige.
Kemisk kamp stof blev brugt i større skala. For første gang i lang tid var der systematisk brugt masseødelæggelses våben. Sidst brugt af Sadam og en krigs form som næsten alle lande er enige om er at gå for langt. Dels fordi at det er en ufattelig ubehagelig måde at dø på og dels fordi at de eneste der ikke dør er soldater, da de har det rigtige udstyr. Så et våben der bedst kan bruges mod civile.
Brugen af kemiske våben var at krydse en streg i sandet, som verdenssamfundet måtte reagere på.
Til min store overraskelse faldt flertallet for at Asad Syrien skulle straffes  fra hinanden og efterlod en svag Obama administration med den lidet ønskværdige opgave at fortælle at det var en grænse man bare ikke krydsede.
At England og Frankrig trak sig er nok det der overraskede mig mest. Englænderne holder fortsat Remembrance Day til ære for de faldne under første verdenskrig hvor rigtig mange blev dræbt af netop kemiske våben. Det sidder i dag så dybt i englænderne at de værger sig ved at bruge tåregas til at opløse demonstrationer.
Nå men USA kunne sætte scoren så det igen blev klart at den slags våben ikke var i orden. Men nej der er i stedet blevet spillet alibi fodbold og en aftale om at destruere de resterende kemiske våben er indgået, så nu kan vi være tilfredse.
Hvis vi altså får dem alle udleveret. Hvad med signal værdien brug våben, sig du ikke kender til det, tilbyd nogle ton gamle udtjente våben til destruktion og fortsæt festen.

Det rejser for mit vedkommende et generelt spørgsmål om hvornår er grænsen så nået. Hvornår er nok Nok!!

Hvis jeg var Afrikaner så er det min opfattelse at her går alt, så længe det kan holdes nogenlunde væk fra CNN
Hvis jeg er Syrier, så er grænsen et sted mellem 1000 og 5000 gassede civile.
I Europa, der skal man bare opføre KZ lejre, lave masse voldtægter og folke drab(Ex Jugoslavien) . Kommer nok og bider dig i halen når du en gang er pensionist, og et halvhjertet bombe angreb må man nok også kunne forvente.

Mit spørgsmål går ikke på om det er realistisk at Danmark alene skal sende soldater ud i verden og forsøge at rede den alene, men på hvornår vi moralsk ikke længere kan acceptere tingenes tilstand i en given konflikt. Vi har lige “fejret” Mandelas død en mand der fik opbakning i hele verden og en konflikt hvor Danmark gik forets med sanktioner. Hvem er det der går forets i dag ? Hvad kan vi have siddende på samvittigheden ? Er det i virkeligheden blevet for let at “slukke for Fjernsynet” ?

Jeg ville personligt have troet at kemiske våben var den ultimative grænse at overskride, men jeg er blevet klogere. Har i hvert fald besluttet mig for at hvis nogen skulle postulere at grusomhederne under anden verdens krig ikke vil kunne gentage sig så vil jeg kalde personen for en fantast. Ondskab lever i bedste velgående.

Så lige en afsluttende observation af Syrien. Vinduet hvor vi kunne gøre noget er kommet og gået. Der er ikke udsigt til at der vil blive nogen vinder, der er ikke en samlet opposition, alle der er noget inden for terror grupper er der.
Syrien bliver som Libanon var et konflikt område hvor der tidligst kommer fred om 10-20 år.

Så hvornår er nok Nok. eller skal vi bare lade som om at det ikke sker, og så for vores synders skyld, så se om vi kan få fængslet nogle gamle mænd om 20 år i Haag?

Personligt er jeg dybt skuffet og min tro på en fornuftig verdens orden er væk.