Billedet er taget ud af bagsmækken på min GD mens vi køre gennem den døde by.

Efter en periode, hvor der i området ikke var så fandens farligt kom UN’s beslutning om at vi ikke længere skulle hedde Protektions Forces. Det var efter nogle år gået op fo UN at vi var en observations styrke der havde til opgave og observere de stridende parter og ikke indgå i egentlige krigs handlinger.  For sig vidt ikke noget nyt, men navnet signalerede at vi skulle passe på Krajna serberne, da alle UN lejre lå på den serbiske side.
Det betød at vi skulle fjerne PF fra nummerpladen, og var for os egentligt ikke nogen ændring. De lokale serbere var dog af en helt anden mening.
Stemningen i området gik fra at være relativt rolig, til direkte fjendtlig. En af UN’s måder at imødegå det øgede trussels billede var at beslutte at man kun måtte forlade lejeren to biller ad gangen, med to mand i hver. Det var for at imødegå Hi-jacking der gik fra at være noget der kunne ske til at være en reel mulighed. Der var flere eksempler på at UN medarbejdere også fra Danbat var blevet frastjålet deres biler og våben i pludselig opsatte check points. Nogen fik oven i hatten en relativ hård medfart og et par på hovedet.

I IGDET havde vi 2 GD’er der var meget egnet til at køre med som følge biler. Så vi fik en del ture hvor vi eskorterede andre køretøjer ud hvor de nu skulle arbejde og hentede dem igen senere. Kørte specielt meget med Jess,Carlsen og Steendahl, hvor Steendahl kørte shotgun i min bil. Vi havde løbende kontakt over radioen på IGDET’s frekvens, og sørgede for hele tiden at variere afstanden mellem vores køretøjer, specielt efter at to andre biler var blevet hi-jacket ved at de havde stået ved en CP og så 100 meter før og havde taget begge biler samtidig. Vi Indførte også et begreb, der hed “We brake for nobody” Fik heldigvis aldrig rigtigt brug for det, men tanken var at vi ville fandme ikke hi-jackes, så måtte banditterne sku springe for livet.

På en af vores ture, kom vi kørende gennem et bakket terræn, jeg kørte forrest og pludselig 100 meter fremme var en flytte bil ved at bakke ud og spærre vejen. Steendahl tog radioen og kaldte “Stop stop Stop” mens jeg hamrede bremserne. Inden vi var stoppet helt op blev bilen smækket i bakgear og med rygende dæk begyndte vi at bakke væk fra Flytte vognen. Den anden GD holdt stille med begge to ude af bilerne klar til at dække os mens vi Bakkede forbi, og væk var vi. Det viste sig bare at være en flytte vogn, men et godt biled af hvor opmærksomme på mulige trusler vi var blevet.
På en anden tur var vi rundt med KC, der skulle ud og besøge CP/OP der hørte til HQCOY. Vi startede med at køre ud til det CP vi havde liggende og overvåge grænsen mellem Krajna Serbien og Bosnien, lige ved en by der hed Bosanski novi. Vi havde vores elektriker SG med, der var ved at gå til af lejer kuller, så han sad bag i bilen. Da vi kom frem stoppede vi op og sad i bilen og ventede mens KC gik ud og snakkede med de folk der bemandede CP’et. På et tidspunkt går KC så rundt om hjørnet på CP’et hvor der står en del serbere. Ca 10 sekunder senere lyder der en 2-3 skud der omme fra, og vi flyver ud af bilen, ladegreb på geværet og stormer frem mod hjørnet. Vores elektriker SG kæmper febrilsk med lynlåsen på bagsmækken for at komme ud og ender med at glide ud under lynlåsen meget elegant. Da vi næsten er fremme ved hjørnet, med geværerne klar til skud, runder KC hjørnet og komme hen, og sige “Bare hob ind i bilen igen vi snakker når vi er ved signal højen”. Vi luskede retur til bilen, uden at vende ryggen til situationen, mens jeg undrede mig lidt over hvad det havde gået ud på. Da vi efterfølgende kom frem til signalhøjen fik vi en forklaring. Kort efter KC havde rundet hjørnet havde en af serberne for at provokere/skræmme ham, bag hans ryg givet sig til at skyde med sin pistol efter en gammel spand. Det havde givet en del grin indtil der var en der havde set vi kom stormende, så var den sjove serber blevet helt hvid i hovedet, og havde kastet pistolen fra sig. Det var lykkedes KC at holde masken og ikke at lade sig provokere og men bare vende om og møde og. Han var slemt tilfreds med den forskrækkelse vi havde givet serberne.

Serberne havde fået den fantastiske ide at de ville chikanere os ved at opsætte et CP på vejen mellem Dvor og Kostanica ved Volinia depotet. Vi befand os i Alfa’s lejer da jeg hørte over radioen at Staben havde besluttet at de ville flytte den del af Danbat reserven der var i Dvor til Alfa for at hindre de blev lukket inde. et betød at Panserværns raketterne med deres  TOW missiler og Ingeniørernes beredskabs gruppe blev sat på Nul minutter og skulle kører til Alfa hurtigst muligt. Det drejede sig om 2 PMW’er og vores Wulf (Et sydafrikansk køretøj der var designet til at overleve at køre på en mine).
Det var dog i iveren over at få dem flyttet ikke lykkedes nogen at fortælle de bare skulle skifte lokation, så Rakettene kørte fuldt armeret og med fuld fart af sted og gennem Kostanica hvor vi mødte dem i modsatte retning med en wulf i hælene. Et imponerende syn der skabte en del løben rundt i Militia hovedkvarteret.

Men CP’et startede en ny periode for os, vi skulle frem over køre rundt med et manifest over hvilken bil vi var og hvad vi skulle. Det var ikke alle biler der kunne få et manifest, hvilket en skruetrækker og nummerplade byt kunne klare. Det eneste de ikke lige havde tænkt på var at de vagter der skulle kontrollere notorisk var analfabeter der ikke kunne læse. Jeg havde normalt ca 10 manifester liggende i bilen, så der var noget at tage af hvis de fik lyst til at beholde manifestet. Der gik også sport i at få det sejeste manifest, med så ,angle stempler som muligt, har stadig et som både GUD, HC andersen og Guds søn har skrævet under på. Med stempler fra hele lejeren. Når så det ikke var nok at give dem manifestet, fik de et eftersyns hefte på dansk alt sammen leveret på hovedet. Måtte en gang udlevere en kører bog også, men den skulle jeg have igen, så det blev der mukket en del over, men som jeg husker det klaret med en cola. Hele setupet var designet til at vi skulle chikaneres og hindre fredom of movment.
Det hele blev sat lidt på spidsen en dag hvor vi skulle op til en af vores andre signal høje 05A med forsyninger og ikke kunne få lov til at komme igennem et til lejligheden opsat CP. Vi kaldte tilbage og fik af vide at KC ville være i området om ca 30 minutter, så vi skulle vente i den gamle Echo lejer indtil da. 2 minutter før han kom frem fik vi ordre på at kører helt frem til CP og “gøre et væsen” af os. Så vi kørte helt frem så vi næsten skubbede til bommen og startede katastrofe blinket på begge biler, i tusmørket. Den tredje af Panserværns raketternes PMW der var en del af Echo lejeren kom hen og holdt bag os. Fra kostanica kom KC, med en til lejligheden lånt spejder gruppe, en bus let fyldt med folk der havde været på CTO samt hans egen bil og følge bil. Vi var vel 30 svært bevæbnede mænd, over for 3 gamle gubber, hvor den ene havde været inde og hente sit gevær da vi kom frem. Han tog stille og roligt sit gamle mauser  gevær og stillede ind i bygningen igen. Han skulle fandme ikke risikere noget. KC var i sit konfrontative humør diskuterede lidt med den vagt der havde kommandoen via tolk, og efter lidt tid sagde han. “Hvad vil du gøre hvis jeg beordre dem at kører igennem ?” og fortsatte mens tolken oversatte “Håber fandme ikke du vil gøre noget” tog ladegreb på sin pistol og lukkede bommen op og sagde “Kør” til os.

Var en helt rar følelse at give lidt igen, på deres chikanerier.
Det afspejler også en af de store problemer som UN mandatet havde. Vi var ikke de største og dem med de tungeste våben. Vi kunne bare se til mens vores situation blev mere og mere uholdbar. Vores opgave var at observere og melde ind til UN hvad der forgik. Hvis der var overhængende fare for civil befolkningen eller UN personales liv måtte vi handle men kun så der var fokus på egen sikkerhed.
Det retslige efterspil der var mod de belgiske soldater efter Srebrenica er et eksempel på at man havde sendt en masse soldater ned med et håbløst mandat, og efterfølgende bebrejdede dem de havde handlet efter det.
Det eneste positive var at forsvaret ikke siden har begivet sig ud på missioner hvor mandatet har været så vaklende og altid siden har haft den største kæp med så vidt jeg er orienteret.

Steendahl foran vores Wulff et pansret mine kørertøj.

Men nu vil jeg slutte, skal jo også være lidt til fremtidige blogs.

En normal dag i lejeren startede med at der kl 7 blev spillet Reveille “first call” over lejerens ACA anlæg. ACA Akustisk C alarm, hvor C stod for kemiske kampstoffer. 24/7 stod der en måler og målte om der var nervegas i luften. Måleren var koblet op på ACA, så i tilfælde af nervegas gik en alarm igang der kunne vække de døde. Men de højtalere alarmen var koblet op mod var forbundet til en båndoptager der spillede Reveille om morgnen. Må indrømme jeg kom til at hade den melodi en del.
Der var dog en morgen hvor en tosse var kommet til at trykke på en forkert knap, så ACA’en gik fuldstændig amok. Jess og jeg kastede os ud af vores senge og hen og fik vores gasmaske på. Kan godt afsløre at den hylen er en måde man kan få selv den dovneste til at vågne på. Vi fik så kigget på klokken og kunne høre folk gik rundt uden for og smågrinede, så vi fik pulsen ned igen og fortsatte dagen.
For enden af Pioner strede lå bade containeren, hvor alle lejerens konstabler badede, med undtagelse af de to eneste piger, der jo havde en for sig selv… Det var ikke noget med at stå længe under bruseren, da de næste skulle til. Med en del dansen rundt foran spejlet, blev barberingen klaret, potten hvis det var tiltrængt og så ellers i uniform.
Morgenmaden i køkken faben, Med mælk der kunne holde sig i 5 år. Igen man vender sig til meget, da jeg kom hjem syntes jeg frisk ko mælk smagte meget underligt 🙂
Så var der mønstring hvor KC (Kompagni Cherfen) gennemgik hvad der var sket hen over døgnet i vores ansvars område og hvis der skulle ske noget specielt på dagen.

Efterfølgende ned til IGDET’s arbejds Fabs, hvor dagens opgaver blev fordelt. Min dag startede altid med at lave et køre eftersyn, og et af 1-4 eftersynet. Det var for at sikre at min GD altid var klar til at køre, det første man lavede når man kom hjem fra en tur var at fylde diesel på igen så man heletiden var klar. I starten kørte jeg mest rundt med DC, men efter at UN havde besluttet at vi ikke længere skulle UNPROFOR, da vi ikke var en Protektion Force, blev der en pænt dårlig stemning i området, og alle der skulle transporteres rundt skulle kører i minimum to køretøjer med 100 meter imellem. Det var for at minimere risikoen for hi-jacking.
I min GD, (Mercedes Gelende Diesel) havde jeg 2 radioer, En kraftig, som var den der blev brugt til at sende fra altid på kompagni nettet fra det ansvars område vi var i, og en mindre kraftig der som regel stod på Bataljons nettet. Hvis vi så fik behov for at snakke på bataljons nettet skiftede vi over på den primære radio, og lyttede på den sekundære. Hen over passager sædet, var opsat en træ plade, hvor relevante papier kunne sættes på. Mellem sæderne havde jeg en trækasse, hvor der var kort, sodavand, og en masse UN kager, (2 småkager i indpakning) de smagte af helveds til, men de lokale børn var vilde med dem. Kagerne kunne også bruges når man mødte Serbiske kontrolposter. Når vi kørte lå mit gevær oven på kassen, der var en holder i siden ved døren, men man skulle ud af køretøjet for at få fat i geværet, og jeg ville gerne have det med når jeg forlod bilen, så det kunne bruges med det samme. I handskerummet, havde jeg en masse lys raketter og placeret i en holder over instrumentbrættet havde jeg to hexitrøg granater.  Så var vi ellers klar til at køre.
Når jeg kørte rundt i området, blev jeg en ren mester i at undgå huller i vejen. DC syntes det var lidt vildt en gang imellem, men jeg kørte ca en milliard km der nede, uden et eneste uheld, så…. Vi havde nogen gange en ghettoblaster med. Når jeg bestemte hvilket skete oftes når DC og NK ikke var med blev der hørt eurodance, som fun factory “Pain” og den slags. Når NK var med så fik Sort sol lov til at fyre den af. Var lidt sjovt at køre forbi Militiaens (serbisk politi) hovedkvarter med shaheeba bay på fuld skrald.

Når man kørte rundt i området var der 4 mulighedder.
1 Fastbanet vej (alle veje der ikke kunne graves i uden det kunne ses)
2 Ryddet område, (lejre og OP/CP)
3 SMO (sandsynligt mineret område)
4 MO (Mineret område)

Der var ikke noget imellem. Der var konstant minefare og hvis man ikke var 100% så gik man ud fra at der lå miner. Noget jeg i gennem årene faktisk ikke har kunne slippe før nu. Så hver gang jeg har forladt fastbanet vej er det noget jeg har overvejet. Noget man kan bruge en masse energi på og en del af noget PTSD. Specielt et område der hed Sunja der lå i CCOY’s område var mine fyldt. Det var et område hvor de havde bokset frem og tilbage hen over en del gange, og lagt minefelt på minefelt på minefelt. Det var også det eneste sted hvor kroaterne havde fodfæste på Serber siden af floden Sava.
Militiaen kunne finde på at lave fart kontrol, og de var grundliggende en flok uniformerede banditer der forsøgte at få penge ud af alt.

De serbere der bemandede CP ved sisak crosing, havde en forkærlighed for at stoppe JORBAT’s biler  og stå og intimidere dem og gennemsøge deres køretøj. Indtil de fandt D-mark frem og betalte bestikelse, på ca 20 D-mark. For nu at være lidt nederen over for banditterne, koblede vi os altid på JORBATS køretøjer når vi mødte dem på vej til og fra crosingen. Så lagde jeg mig lige i røven af dem og nå så de kom ud for at indkræve bestikkelse, så hornet i bund, så de blev nød til at slippe den igennem uden at betale. Tror jeg var upopulær, men hvad fanden, man kan ikke være populær alle steder.
JORBAT, jordanere, ud over de kun havde 5 skuds magasiner, havde de det med at gå og holde hinanden i hånden…. I et lettere homofobisk miljø som en camp, var det kilde til meget sjov. De var hellerikke så organiseret. Var på besøg hos deres kommandant, der var dækket op på hans kontor, på et bord der bestod af Euro paller, men så var der til gengæld lagt a4 ark ud som dækkeservietter. Det sjoveste var dog deres grads tegn, hvis man var andet end en menig, så stak det helt af. De var malet op og ned af armene med vinkler, stjerner, striber og egeløv. Kan huske første gang jeg så en tænkte det var da sjovt de havde deres øverstkommanderende for alle væbnede styrker til at stå vagt. Men ak…… tror deres kommandant havde gradstegn helt ned i sokkerne også.

Ellers skulle man altid holde øje med om man mødte serbere med rød baret. Mødte dem en gang i Glina, Det var Arkans tigere. Den største bande Krigsforbrydere som kunne have lært Gestapo en del om hvordan man terroriserede lokalbefolkningen. De stod for etnisk udrensninger, vold, voldtægt og masse mord. De var blandt andet med i Srebrenica hvor 8000 blev slået ihjel.
De serbiske Militær politifolk med deres sorte baretter var hellerikke guds bedste børn. Ellers var det man mest mødte hjemmeværns enheder, som mest var farlige når de var stive, hvilket de var tit.
Er nogle gange blevet overhælet af et civil køretøj, der ikke lige havde tid til at overholde fartgrænsen. Så kom AK47 ud af vinduet og viftede, eller der blev skudt op i luften så man holdt ind til siden så de kunne komme forbi. Igen sjovt hvad man kan vende sig til.

Når der så ikke var nogen ture, havde jeg adhoc opgaver. Fik mellem navnet “Nogen” og “en”, når “vi skal have nogen, til at løse denne opgave, Eller “en til at løse denne opgave” Så var det som regel mig.

Ellers gik dagen efter arbejdet var afslutet oftes med at spille volleyball. Hold nu kæft hvor der blev spillet meget volley. Der var mulighed for at spille lidt bordtennis, der var 2 computere (386’ere)  til alle 300 mand, hvor man kunne spille Dune. Men ellers var der baren, og skrive breve i fab’en og forsøge at ringe hjem. Det kostede 10 kr i minuttet at ringe hjem, man skulle forsøge at ringe op ca. 200 gange før et opkald kom igennem, så det gik der lidt tid med. Var så vildt at folk blev direkte overtroiske. Jeg havde magiske fingre, og blev hentet ind for at trykke på ring op, mit snit lå vel på 1 ud af 100.
Ellers kunne man vente på at der kom post, enten breve, eller pakker med slik, pølsemandens ketchup og ristede løg.
Aftensmad i Køkkenfaben……… kommer lige til at bitche igen Spagetti og skinke på 100 måder……. argh.
Heldigvis var der Tøfex, et sted hvor man kunne købe slik og sodavand i lange baner. Til næsten ingen penge, så det kunne bruges som supplement.
Frokost spiste jeg næsten altid ude i kompagnierne, da jeg oftes var ude og kører, Alfa var klart det bedste, mens Charlie (livgarden) var nogle idioter. De ville have at gæster spiste efter de selv havde spist, og kun rester. Det resulterede i en gang at vores Senior sergent der var føre for Mask. Pakkede alle sine maskiner sammen og kørte i konvoj tilbage til HQ-Coy ca 30 -40 km og spiste frokost. Så kunne de fandme selv grave ud til deres ammunitions containere. Efter det måtte ingeniørerne gerne spise med. Men de blev aldrig rigtigt tilgivet.

Men nu vil jeg slutte, et lidt rodet indlæg men en nogenlunde beskrivelse af livet i området.

For nu at få en kæmpe operation som UNPROFOR til at køre kræver det en forsynings Camp. Camp Pleso placeret i relativ god sikkerhed i Zargreb, et kæmpe område med alskens forsynings og logistik enheder. Campen lå lige ved siden af Zagreb lufthavn der også fungerede som militær flyvestation for kroaterne. Gav mulighed for at når man var ude at kigge på deres lagre af “Hesko bastians” kunne man også lige kigge lidt på deres MIG og Hind indtil vagten kom og blev sur. Har siden tænkt at det egentligt var en tåbelig placering af så vigtig en funktion. Hvis det kom til seriøs ballade hvor Serbien besluttede sig for at blande sig, ville lufthavnen være et meget sandsynligt mål. Campens evne til at forsvare sig selv bestod primært af pistol bevæbnede finske soldater i nogle fede Jeep’s.
Men kan være man havde stor tiltro til kroaterne, eller nato på en konto.

I campen, var den officielle PX, hvor alt kunne købes, uden told og afgifter. 24 års whiskey til ca 130kr, ghettoblaster, cd’er, osv osv. Alt var billigt. Der var også den franske PX hvor man kunne købe franske regnfrakker, der i mange år var de facto standarten for folk der havde været udsendt. De havde også baretter der sad bedre en standarten flag osv.

På billede kan man se Carlsen, i sin franske regnjakke, fragvest, hjelm, gevær og cola, klar til at skulle ud og køre. Læg mærke til Bajonetten, altid klar hvis vi skulle ud i et minefelt.

Så var der den ammerikanske PX, de havde noget helt enestående….. Pizza. formentligt verdens kedeligste magarita, med og uden champignons. Det var udvalget, men når man havde være spæret inde i en camp med Pasta og skinke i måneder, så var det en treat fra himlen. Der var også en anden helt fantastisk ting i Pleso…. en mobil burgerking hvor man kunne få hele molevitten. Havde der en fantastisk foto mulighed, men havde ikke så tit mit kamera med ude og køre pga spendingerne.  Men mens jeg stod i kø, kom der nye forsyninger. Helt precist burger boller……Direkte leveret fra Macdonald’s i original indpakning. Sikker på en PR mand fra Macdonald’s ville kunne bruge det billed til noget ;o).
En af mine første ture til Pleso, der lå ca 100 km fra Dvor, kom i stand efter vi skulle ind på UN HQ i Zagreb. Vi skulle ind og aflevere nogle kort og hente nogle andre og DF skulle mødes med en eller anden. vi kunne dog ikke komme til at køre den direkte vej da Serberne var blevet sure over et eller andet, så Sisak crosing var lukket med miner.
Så Turen gik af bagvejen gennem Glina og Tupusko (hvor Sektor HQ lå) og over Karlovak hvor der også lå en crosing. En mega lang omvej, vi startede tidligt om morgnen og var retur kl 1 om natten. Selve turen bød på bjerg kørsel, hårnåle sving, og steder hvor vand havde undermineret vejen så GD’en blev lidt presset. Turen gik gennem en by der var blevet poundet totalt med artilleri og alle bygninger var enkelte væge i max 2 meters højde. Efter vi kom i Kroater land, kom vi ud på en motorvej lidt en sjov oplevelse efter at have ræset rundt af skod veje i operations området. Igen var det slående hvor meget bedre organiseret kroaterne var. Mødte en millitær konvoj i modsatte køre retning, med en masse sprit nyt grej, og alle soldater i uniform. Lidt noget andet en de lidt para militære små stive laseroner på Serber siden. Nå men vi kom frem til Zagreb, der er en stor by, igen velfungerende og man kunne næsten ikke se de lå i konflikt. Kørte på et tidspunkt på en 7 sporet vej og lå helt til venstre da DF sagde “arg, vil skal til højre her”. Har var om ca 125 meter, man kan meget i en GD, når man bare blinker og drejer, så det lykkedes også. Lidt en sjov følelse at komme ind i Pleso efter en tid hvor der havde været lidt tryk på drengen med Hi-jaking og chikane. Så bliver man mødt af …”Finske Center vagter” lignede de solbrændte med solbriller og fede biler. De blev hurtigt enige om at de ikke ville opbevare vores våben da vi kun var på visit, de var heller ikke så glade for at skulle have mine to hexit røg granater af en eller anden årsag. Men DF sat af til et af hans møder så gik jagten ellers på først den amerikanske PX efter pizzaer. Havde en bestilling med fra camp’en på 15 stk tror jeg. Vi fandt hurtigt deres MASH enhed, men måtte spørge om vej hos en amerikansk soldat. I en sætning hvor han skulle sige “ja, det vil jeg gerne lige ud til venstre så ligger den på venstre hånd”, fik han indflettet Fucking og Mother fucking imellem næsten alle ord. Blev helt betaget over hans evner til at få sætningen til at hænge sammen. Næste stop var Burgerking, tror bestillingen var på 35 burgere. Personligt købte jeg 10, lidt til frokost, lidt til vejen hjem og så lidt til natmad.
Camp’en var et smeltedige af forskellige nationers soldater, var inde og besøge svenskerne der lige havde været ude og løbe et løb i fuld udrustning. De har pæne blonde piger i det  svenske militær.
De fortalte at da BANBAT (Banglades) var ankomet var de troppet op i deres sommer uniform som det eneste, ingen biler ingen våben ingen noget som helst. Hvor de fleste europæiske enheder kom fuldt udrustet, så der var lidt af det hele.
Kan huske jeg da vi stoppede i Tupusko Sektor HQ på vej mod Pleso, havde jeg undret mig over JORBAT (Jordanere) der stod for sikkerheden, havde M16 rifler, men tilsynladende uden magasiner. Nysgerrig som jeg var fik jeg spurgt og forklaringen var at de havde 5 skuds magasiner, fordi om natten havde de det med at blive lidt jumpye og skyde efter deres egne skygger, så var det bedst med 5 frem for 36 skud. Deres sikkerhed var lettere mangelfuld, da jeg skulle ind i selve bygningen skulle jeg aflevere våben i vagten. Blev enig med mig selv om at folk der ikke kunne få flere en 5 skud, skulle fandme ikke have mit gevær, så jeg vendte om gik 5 meter til højre for vagten og ind af en dør der og ned af en gang der gik lige bag vagten………… Dumt det kan også være smart.

Har i øvrigt siden med helt ufatteligt stor morskab konstateret at Livgarden, når de passer på Dronningen har 5 skuds magasiner………….. tror jeg vil afstå fra at sige mere om den sag, men lade det være op til læseren.

Nå turen tilbage var temmelig begivenheds løs, men laaaang, ved ikke præcist hvor mange KM jeg fik kørt, men rigtig mange. Da vi kom retur hang der en seddel på døren til faben, med hvilke personer der skulle vækkes i hvilke fab’s og have pizza og burgere, hurtigt opvarmet i en mikrobølge ovn. Det blev en fest..

November Delta 07 Alfa.

Signalhøjen, konstant bemandet af 3 mand fra IGDET. På billede ser du to unge mænd på vej op til 07Alfa men en ny generator. Bilen, en GD, er den jeg tilbragte pænt mange kilometer bag rattet og det er Steendal der her og som oftes kørte shotgun. Den fantastisk flotte kølerfigur, var en del af noget nødhjælp, hvor den var faldet ud. Så ved hjælp stoltråd fastsat på på køleren. Havde den fordel, at når vi kom kørende forbi Serbisk CP (primært opsat for at chikanere os) så blev vi bare vinket forbi. Specielt en serbisk soldat kaldet “Hul i tand” havde et 5 millimeter cirkel rundt hul i sin højre fortand, var flink til bare at vinke os forbi. Han var i øvrigt Manchester united fan, så når stemningen mellem de andre vagter og os blev lidt anstrengt, kunne man altid sige Peter Schmeichel, så kom et heye fra ham. Havelåge (hallo) fungerede også fint, ders engelsk var ikke eksisterende. Han fik også nogle Colaer en gang imellem, alt for at lette stemningen og Fredom of movment. Vores kølerfigur blev så kendt på CP ved Volinia depotet at en gang hvor vi skulle have en komplet kort fortegnelse over begge parters mine placeringer ind til HQ, diskuterede DF men NK hvordan de bedst kunne få den ind om det skulle være i en PMV. Tror det var Steendal der forslog at vi bare kunne tage det med, vi blev aldrig undersøgt i GD’en. Så afsted med os med Oversergent O.P.W bag bilen ind og aflevere kortet. Vi følte os pænt hemmelige.

Nå 07A. En af de opgaver jeg fik var at få lagt vagtplan så ferier, CTO, Vagt, beredskabsvagt altid var bemandet. Noget af det jeg lagde vægt på var at forsøge at få 2 fra samme fab  på vagt samtidig, så den tredje kunne få faben alene. Lykkedes ret ofte.
Men Signal højen blev også betragtet som lidt af et fristed. Væk fra lejeren, hvor man kunne passe sig selv. Inden man kørte op for at lave et vagt skift, gik turen forbi køkkenet efter forsyninger. Så man kunne også selv lave andet end Skinke og pasta !!!!!!
Frk Jrensens kogebog var her til stor nytte. Tror jeg havde unddraget mig lidt i lave mad tjansen hjemme. Mine første Frikadeller blev i hvertfald lavet med oksekød….
Selve 07A bestod af et opservations tårn, der altid skulle være bemandet, en opholds fab, med TV, ammunition til 3 verdens krig, blade og en radio, der også skulle være bemandet. Så der var altid 2 på vagt. Tredjemanden sov i sove faben, hvor der var plads til 9 mand. Meningen var at hvis situationen spidsede til skulle bemandingen øges. Noget vi i øvrigt ikke fik mulighed for da operation Storm startede. Sidste fab, var en bade/toilet fab. de 3 Fab stod på linie, med åbningen pegende ind mod midten af signal højen. Alt var pakket ind i sandsække, selve midten af signal højen var en observations tårnet, i 5-6 meters højde beklædt med sandsække, I bunden var et rum hvor grunden til at højen var oprettet, noget Radiokæde udstyr, der er udstyr der sender et direkte signal mellem 2 master. Blev brugt til telefon liljer mellem lejrene. Den fornemmeste opgave var at holde en generator kørende, ved at fylde diesel på 2 gange om dagen. Radiokæde udstyret kunne også bruges hvis vi havde noget vi ville kommunikere uden at det kom ud på radionettet, der selvfølelig blev aflyttet. 07A havde ikke mulighed for at sende “Pace” et krypteret radiosignal der lød lidt som et modem. Der gik lidt sport i at kontakte 4-6 der var HQ-Coy’s signal center og sige 4- 6 4-6 her er 0-7 A Pace kommer, Hvis de så sad og små sov ud på natten, kom et “klar til pace”. Så kunne man ellers hygge sig med at sige som et modem indtil der kom et “Spassere”.
Selve vagten var ret kedelig, dagen højdepunkt kunne være hvis der kom en person gående forbi. Ellers havde serberne en antiluft skyts enhed ca. 150 meter nede af vejen hvor de havde en gammel antiluft skyts kanon stående, men også skulderbårne missiler. De morede sig en gang imellem med at stå og pege dem hen på OP’en. Så kunne man stå og vinke lidt til dem, så vinkede de tilbage og holdt op. Igen lidt sjovt at man kan vende sig til at en idiot står og peger et missil på dig og så vinker man bare. Nogen gange var de rentfaktisk sprit stive, så kunne vel egentligt have været gået pænt galt.
En anden udfordring vi havde var nogle lokale unger, der havde fået den fantastiske ide at snige sig ind i pigtråden og stjæle alarm miner. Nogle miner der giver et højt knald og tænder en fontaine hvis de bliver udløst. Kunne let rive en hånd i smadrer. Vagten før vores havde forsøgt med at sprøjte på dem med en pulver slukker og kastet kartofler efter dem, men de syntes egentligt at det var sjovt. Vi blev enige om på vores vagt at det ikke kunne gå, bevæbnede vagter og miner i en krigszone gik ikke så godt i spænd med Røver og soldater med børn. Så vi besluttede os for at gå lidt hårdere til værks. Først blev der lavet lure minering på minerne, så hvis de blev forsøgt desarmeret ville en anden gå af. Men det var lidt farligt for den der forsøgte at desarmere den, så da jeg en eftermidag fik set de kom snigende langt et levende hegn, var planen klar. Vendte ryggen til, og ventede ca. 30 sekunder og så vendte jeg rundt og ganske rigtigt 3 knægte lå og roede med en alarm mine. “Stoj il putsam” “Stop eller jeg skyder” og så tage lade greb på mit gevær og geværet begyndende at pege ned mod dem. Har aldrig før eller siden set 3 knægte løbe så stærkt. De nærmest fløj ned over marken og vi så dem aldrig siden. Lidt voldsomt for dem, men at fortrække frem for af få sprængt sine fingre af, eller blive skudt af en jumpy vagt en mørk aften.
Vi havde i IGDET en lidt halv officiel IGDET frekvens på radioen, så når der på kompagni nettet blev kaldt 0-7A her er 7-8 I O “Åse Åse”, så skiftede de over på IGDET nettet. Det fandt 4-6 ud af og det måtte vi ikke, så istedet opfandt vi en anden kode. November Delta 0-7 Alfa her er 7-8 India Oskar, Åse Åse, 2 – 30 Mike bekræft. Betød om de kunne have pandekager klar til 2 om 30 minutter. 6-5 kalde signalet på kompagni chefen, havde ved at torturere vores DF fundet ud af hvad det betød og besluttede sig for at prøve, men ak no joy han var ikke ingeniør.

Under operation storm havde jeg 3 kollegaer som var på plads alene der oppe i 10 dage, under beskydning af artilleri og front passage. De holdt humøret højt hele vejen. Da vi roterede hjem og frontlinien var flyttet ned langs grænsen til bosnien som kunne ses fra 07A, blev højen bemandet af en infanteri deling. De og højen blev 10 dage efter jeg var kommet hjem skudt i smader mener det var en kamp helikopter, men en del sårede, men ingen dræbte. Den sergent der havde kommandoen, mødte jeg i Hobro på det Mikroinstruktør kursus jeg var på da jeg stoppede i forsvaret. Verden er lille.
Var … “Rart” ca. 10 år efter jeg var stoppet i forsvaret, da var alle dem jeg kendte blevet for gamle til at komme aktivt i kamp, og når der blev meldt om dræbte soldater, i Irak eller Afganistan, var det ikke længere nogen jeg kendte eller havde mødt.

De er og var dog stadig Brothers in Arms. Det slutter aldrig.
Respekter dem der har været før dig, de har banet vejen og respekter dem der tør følge den  og tage den nye steder.

Hej igen,

Historierne fra min udstationering, kommer ikke nødvendigvis til at ligge kronologisk. Men bliver delt lidt op i perioden før og efter leave samt oplevelserne under operation storm.
Nå men vel hjemme fra Næstved kasserne, gik turen i byen, så man kunne få sagt ordentligt farvel. Skal lade være med at fortælle om detaljerne… Nå men så oprindende afrejse dagen, og det tidspunkt hvor jeg skulle til at pakke. Ikke alt det grønne grej, det var allerede pakket ned og sendt med en lastbil til flyverstation Værløse. Men alt det civile pik pak, jeg skulle have med. Gik igang med at pakke ca. 2 timer før jeg skulle afsted mod Værløse, skulle også kun være væk i 6 måneder. Lidt cd’er, t-shirts cowboybukser og lidt undertøj og sådan, så var jeg klar. Den alt dominerende følelse var spænding, jeg var klar. Vemodigheden ved at skulle være væk fra venner og familie var til at overse, et nyt og spændende kapitel skulle til at begynde.
Selve flyvningen til Zargreb var stille og rolig, kom til at side ved de pladser der havde bedst ben plads, sammen med Næst kommanderende NK for bataljonen. En oberst løjtnant, et ufatteligt snakke chatol. Tror han på hele turen der ned, sammenlagt fik sagt et ord, men så igen kunne være han var bange for at flyve. Selve flyveturen i en gammel bulgarsk smaderkasse…. har tidligere beskrevet flyveren, men ordet  “spændende” er vist dækkende. Nå men uden de store vilde oplevelser på turen landede vi i Zargreb, hvis det ikke lige var for alle de udenlandske UN soldater, kunne det have været en hvilken som helst anden lufthavn. Vi fik udleveret vores UN-identitets kort som skulle bæres overalt. Blev hurtigt sat sammen med hunde tegn om halsen, så vidste man ligesom hvor det var.
Alt gearet blev læsset op bag en lastbil og vi blev hentet i en bus. På turen mod missions området, blev der kigget en del ud af vinduet, for at få det hele med. Men relativt kedeligt indtil vi kom frem til  Zone of seperation (ZOS’en). Først kom en Kroatisk soldat op og kiggede på alle identifikations papirer, så køre turen gennem Sisak crosing, forbi de første Danske Check Points (CP). Forbi delingslejeren der lå midten i ingenmands land og så ind i missions området, til et identitets check igen, denne gang af Serberne. Kan huske jeg tænkte at nu blev det alvor, var vildt spændt og pænt træt. Fra Sisak Crosing, var der ca. halvanden times kørsel, til Stabs kompagniet (HQCOY). Landskabet ændrede sig lidt, der var klart bedre styr på infrastrukturen i Kroatien, selve området kaldet Krajna serbien var lidt ude på bø landet.

Da vi ankom til lejeren, blev vi modtaget af nogle af dem der var roteret på en tidligere rotation, de havde været der i to dages tid. Udlevering af vores pik pak, og så hen til vores Præfabrikerede beboelses container (FAB’en) Ind med udstyret og så hen og hente Våben og ammunition. Lidt en omvæltning, at have udleveret en skarpladt våben 24 timer i døgnet. I danmark, var våben altid låst inde med bundstykket i et seperat rum. Der var kun udleveret ammunition på skyde banen og der var altid en yber anal sikkerhed omkring våben. Her hang de klar på vægen, Danmark var pludselig lidt længere væk. Efter en kort rundvisning blev Jess og jeg hurtigt enige om at få noget at æde, og så på hovedet i seng. Så kunne indretning af Fab’en og så videre vente til dagen efter, der var Kock også kommet. Vi fik også lige en velkomst fra de lokale, da de pludselig lød skud oppe fra byen, men blev hurtig beroliget af dem der var der fra hold 6. Det var bare Slivo skydning, når man har drukket sig lidt små stiv i slivovic, så kunne man da lige så godt tage sin AK47 og skyde lidt op i luften. Eller hvis man var helt vild, så skyde med lysspor ind over lejeren. Egentligt ufatteligt hvad men kan vende sig til og opfatte som normalt.
Husker tydligt den første nat. Noget var gået galt med vores varme apparat, Så den dyne jeg lå med var langt fra nok. Stod op i løbet af natten og luskede i bar røv ned på toilettet, der lå for enden af pioner street (Der hvor ingeniørernes fab lå)  pænt koldt. Da jeg kom retur, blev soveposen fisket frem og lagt hen over dynen. Virkede ok, men vågnede vær gang den gled ned på gulvet. Men velankommet til missions området.

Dagen efter fik jeg overleveret min GD, som jeg skulle være kører på, vores Detachment fører (DF) ville først komme ned senere, da han havde “Tabt” ?? Sin hornhinde så det var hold 6’s DF der var chefen. Den første tur jeg kørte var med hans gamle kører, som tog mig med ud og kigge på området. Vi skulle ned og besøge en familie og aflevere noget. Kan huske jeg undrede mig en del, men jeg var 24 timers ny, så hvad fanden vidste jeg. Før man forlader lejeren, skal man i hovedvagten skrive sit nummer ind, hvor man skal hen og hvornår man er retur. Hvis man køre galt, eller bliver hi-jacket så var det rart at vide hvem der var i lejeren og hvem der manglede. Samtidig skulle vi melde os på radioen, 7-8-India-Oskar, og så var vi klar. Det var rart endelig at køre og komme ud og kigge på området i dagslys, lidt mere bjærgridt end Jylland, men ellers lidt det samme. Bygningerne var dog i en meget dårlig stand. Specielt, da vi kom til den døde by. En hel by med ca 100 huse, der alle var sprunget i luften. Nabo havde vendt sig mod nabo og vidst nok et af de steder der havde startet krigen. Men når man så har fordrevet en beboer, så er det “god stil” at smide en landmine der ind og detonere den, for at gøre huset ubeboeligt. Så slap man for at de tidligere ejere skulle få den vederstyggelige ide at flytte tilbage. Der var lavet et mindesmærke for de Serbere der havde mistet livet, var vist nok en hel del færre en kroaterne. Noget som kroaterne også reagerede lidt på da de indtog området under operation storm 6 måneder senere. Pladen blev skudt i smadder. Har faktisk stadig et stykke af pladen, som blev indsamlet som sovenier, efter krigen. Nå men vi kom frem til den gård, hvor vi skulle lave …. noget..

Blev her introduceret til at det var god kutyme af aftage sit magasin og tage ladegreb for at sikre der ikke var patron i kammeret, når man gik ind hos nogen man besøgte. Fredsbevarende, lidt andre spille regler end i dag. Så sagt så gjort, og vi blev budt på kaffe. Som den opmærksomme læser der kender mig ved, så drikker jeg ikke kaffe, men når man nu er 24 timers noob i et fremmet land, så tager man sku lige en kop. Med grums i bunden og det hele. Den tidligere køre kunne lidt kroatisk, og da mit ordforråd allerede på det tidspunkt var noget med at tælle til ti, bestille øl, bryster og stop eller jeg skyder, gik det lidt hen over hovedet på mig. Men efter lidt tid, kørte vi igen, da vi kom retur til lejeren, blev vi checket ind igen, og vi meldte os af radioen.
Pænt nysgærrig begyndte jeg at spørge mig lidt for, hvad det lige var for en tur vi havde været på. Det viste sig at det var en af vaske konernes familie vi havde besøgt, hun og min forgænger var blevet kærester, vist lidt problematisk, noget med at være uafhængig. Nå men mysteriet blev løst, og så vidt jeg ved, rejste hun senere på året til DK fra beograd, og de blev gift og levede lykkeligt sidst jeg hørte noget om det.

Men nu vil jeg slutte for denne gang. Har en del billeder, men da dette var før mobiltelefonen og digital kameraet, og da de lokale ikke var fantastisk positive over at man tog billeder ude i området, er der en del jeg ikke har billeder af. Men et enkelt i ny og næ blev det da til.