En lidt mere farligt hverdag

Billedet er taget ud af bagsmækken på min GD mens vi køre gennem den døde by.

Efter en periode, hvor der i området ikke var så fandens farligt kom UN’s beslutning om at vi ikke længere skulle hedde Protektions Forces. Det var efter nogle år gået op fo UN at vi var en observations styrke der havde til opgave og observere de stridende parter og ikke indgå i egentlige krigs handlinger. For sig vidt ikke noget nyt, men navnet signalerede at vi skulle passe på Krajna serberne, da alle UN lejre lå på den serbiske side.
Det betød at vi skulle fjerne PF fra nummerpladen, og var for os egentligt ikke nogen ændring. De lokale serbere var dog af en helt anden mening.
Stemningen i området gik fra at være relativt rolig, til direkte fjendtlig. En af UN’s måder at imødegå det øgede trussels billede var at beslutte at man kun måtte forlade lejeren to biller ad gangen, med to mand i hver. Det var for at imødegå Hi-jacking der gik fra at være noget der kunne ske til at være en reel mulighed. Der var flere eksempler på at UN medarbejdere også fra Danbat var blevet frastjålet deres biler og våben i pludselig opsatte check points. Nogen fik oven i hatten en relativ hård medfart og et par på hovedet.

I IGDET havde vi 2 GD’er der var meget egnet til at køre med som følge biler. Så vi fik en del ture hvor vi eskorterede andre køretøjer ud hvor de nu skulle arbejde og hentede dem igen senere. Kørte specielt meget med Jess,Carlsen og Steendahl, hvor Steendahl kørte shotgun i min bil. Vi havde løbende kontakt over radioen på IGDET’s frekvens, og sørgede for hele tiden at variere afstanden mellem vores køretøjer, specielt efter at to andre biler var blevet hi-jacket ved at de havde stået ved en CP og så 100 meter før og havde taget begge biler samtidig. Vi Indførte også et begreb, der hed “We brake for nobody” Fik heldigvis aldrig rigtigt brug for det, men tanken var at vi ville fandme ikke hi-jackes, så måtte banditterne sku springe for livet.

På en af vores ture, kom vi kørende gennem et bakket terræn, jeg kørte forrest og pludselig 100 meter fremme var en flytte bil ved at bakke ud og spærre vejen. Steendahl tog radioen og kaldte “Stop stop Stop” mens jeg hamrede bremserne. Inden vi var stoppet helt op blev bilen smækket i bakgear og med rygende dæk begyndte vi at bakke væk fra Flytte vognen. Den anden GD holdt stille med begge to ude af bilerne klar til at dække os mens vi Bakkede forbi, og væk var vi. Det viste sig bare at være en flytte vogn, men et godt biled af hvor opmærksomme på mulige trusler vi var blevet.
På en anden tur var vi rundt med KC, der skulle ud og besøge CP/OP der hørte til HQCOY. Vi startede med at køre ud til det CP vi havde liggende og overvåge grænsen mellem Krajna Serbien og Bosnien, lige ved en by der hed Bosanski novi. Vi havde vores elektriker SG med, der var ved at gå til af lejer kuller, så han sad bag i bilen. Da vi kom frem stoppede vi op og sad i bilen og ventede mens KC gik ud og snakkede med de folk der bemandede CP’et. På et tidspunkt går KC så rundt om hjørnet på CP’et hvor der står en del serbere. Ca 10 sekunder senere lyder der en 2-3 skud der omme fra, og vi flyver ud af bilen, ladegreb på geværet og stormer frem mod hjørnet. Vores elektriker SG kæmper febrilsk med lynlåsen på bagsmækken for at komme ud og ender med at glide ud under lynlåsen meget elegant. Da vi næsten er fremme ved hjørnet, med geværerne klar til skud, runder KC hjørnet og komme hen, og sige “Bare hob ind i bilen igen vi snakker når vi er ved signal højen”. Vi luskede retur til bilen, uden at vende ryggen til situationen, mens jeg undrede mig lidt over hvad det havde gået ud på. Da vi efterfølgende kom frem til signalhøjen fik vi en forklaring. Kort efter KC havde rundet hjørnet havde en af serberne for at provokere/skræmme ham, bag hans ryg givet sig til at skyde med sin pistol efter en gammel spand. Det havde givet en del grin indtil der var en der havde set vi kom stormende, så var den sjove serber blevet helt hvid i hovedet, og havde kastet pistolen fra sig. Det var lykkedes KC at holde masken og ikke at lade sig provokere og men bare vende om og møde og. Han var slemt tilfreds med den forskrækkelse vi havde givet serberne.

Serberne havde fået den fantastiske ide at de ville chikanere os ved at opsætte et CP på vejen mellem Dvor og Kostanica ved Volinia depotet. Vi befand os i Alfa’s lejer da jeg hørte over radioen at Staben havde besluttet at de ville flytte den del af Danbat reserven der var i Dvor til Alfa for at hindre de blev lukket inde. et betød at Panserværns raketterne med deres TOW missiler og Ingeniørernes beredskabs gruppe blev sat på Nul minutter og skulle kører til Alfa hurtigst muligt. Det drejede sig om 2 PMW’er og vores Wulf (Et sydafrikansk køretøj der var designet til at overleve at køre på en mine).
Det var dog i iveren over at få dem flyttet ikke lykkedes nogen at fortælle de bare skulle skifte lokation, så Rakettene kørte fuldt armeret og med fuld fart af sted og gennem Kostanica hvor vi mødte dem i modsatte retning med en wulf i hælene. Et imponerende syn der skabte en del løben rundt i Militia hovedkvarteret.

Men CP’et startede en ny periode for os, vi skulle frem over køre rundt med et manifest over hvilken bil vi var og hvad vi skulle. Det var ikke alle biler der kunne få et manifest, hvilket en skruetrækker og nummerplade byt kunne klare. Det eneste de ikke lige havde tænkt på var at de vagter der skulle kontrollere notorisk var analfabeter der ikke kunne læse. Jeg havde normalt ca 10 manifester liggende i bilen, så der var noget at tage af hvis de fik lyst til at beholde manifestet. Der gik også sport i at få det sejeste manifest, med så ,angle stempler som muligt, har stadig et som både GUD, HC andersen og Guds søn har skrævet under på. Med stempler fra hele lejeren. Når så det ikke var nok at give dem manifestet, fik de et eftersyns hefte på dansk alt sammen leveret på hovedet. Måtte en gang udlevere en kører bog også, men den skulle jeg have igen, så det blev der mukket en del over, men som jeg husker det klaret med en cola. Hele setupet var designet til at vi skulle chikaneres og hindre fredom of movment.
Det hele blev sat lidt på spidsen en dag hvor vi skulle op til en af vores andre signal høje 05A med forsyninger og ikke kunne få lov til at komme igennem et til lejligheden opsat CP. Vi kaldte tilbage og fik af vide at KC ville være i området om ca 30 minutter, så vi skulle vente i den gamle Echo lejer indtil da. 2 minutter før han kom frem fik vi ordre på at kører helt frem til CP og “gøre et væsen” af os. Så vi kørte helt frem så vi næsten skubbede til bommen og startede katastrofe blinket på begge biler, i tusmørket. Den tredje af Panserværns raketternes PMW der var en del af Echo lejeren kom hen og holdt bag os. Fra kostanica kom KC, med en til lejligheden lånt spejder gruppe, en bus let fyldt med folk der havde været på CTO samt hans egen bil og følge bil. Vi var vel 30 svært bevæbnede mænd, over for 3 gamle gubber, hvor den ene havde været inde og hente sit gevær da vi kom frem. Han tog stille og roligt sit gamle mauser gevær og stillede ind i bygningen igen. Han skulle fandme ikke risikere noget. KC var i sit konfrontative humør diskuterede lidt med den vagt der havde kommandoen via tolk, og efter lidt tid sagde han. “Hvad vil du gøre hvis jeg beordre dem at kører igennem ?” og fortsatte mens tolken oversatte “Håber fandme ikke du vil gøre noget” tog ladegreb på sin pistol og lukkede bommen op og sagde “Kør” til os.

Var en helt rar følelse at give lidt igen, på deres chikanerier.
Det afspejler også en af de store problemer som UN mandatet havde. Vi var ikke de største og dem med de tungeste våben. Vi kunne bare se til mens vores situation blev mere og mere uholdbar. Vores opgave var at observere og melde ind til UN hvad der forgik. Hvis der var overhængende fare for civil befolkningen eller UN personales liv måtte vi handle men kun så der var fokus på egen sikkerhed.
Det retslige efterspil der var mod de belgiske soldater efter Srebrenica er et eksempel på at man havde sendt en masse soldater ned med et håbløst mandat, og efterfølgende bebrejdede dem de havde handlet efter det.
Det eneste positive var at forsvaret ikke siden har begivet sig ud på missioner hvor mandatet har været så vaklende og altid siden har haft den største kæp med så vidt jeg er orienteret.

Steendahl foran vores Wulff et pansret mine kørertøj.