Camp Danevirke

Hej igen,

Historierne fra min udstationering, kommer ikke nødvendigvis til at ligge kronologisk. Men bliver delt lidt op i perioden før og efter leave samt oplevelserne under operation storm.
Nå men vel hjemme fra Næstved kasserne, gik turen i byen, så man kunne få sagt ordentligt farvel. Skal lade være med at fortælle om detaljerne… Nå men så oprindende afrejse dagen, og det tidspunkt hvor jeg skulle til at pakke. Ikke alt det grønne grej, det var allerede pakket ned og sendt med en lastbil til flyverstation Værløse. Men alt det civile pik pak, jeg skulle have med. Gik igang med at pakke ca. 2 timer før jeg skulle afsted mod Værløse, skulle også kun være væk i 6 måneder. Lidt cd’er, t-shirts cowboybukser og lidt undertøj og sådan, så var jeg klar. Den alt dominerende følelse var spænding, jeg var klar. Vemodigheden ved at skulle være væk fra venner og familie var til at overse, et nyt og spændende kapitel skulle til at begynde.
Selve flyvningen til Zargreb var stille og rolig, kom til at side ved de pladser der havde bedst ben plads, sammen med Næst kommanderende NK for bataljonen. En oberst løjtnant, et ufatteligt snakke chatol. Tror han på hele turen der ned, sammenlagt fik sagt et ord, men så igen kunne være han var bange for at flyve. Selve flyveturen i en gammel bulgarsk smaderkasse…. har tidligere beskrevet flyveren, men ordet  “spændende” er vist dækkende. Nå men uden de store vilde oplevelser på turen landede vi i Zargreb, hvis det ikke lige var for alle de udenlandske UN soldater, kunne det have været en hvilken som helst anden lufthavn. Vi fik udleveret vores UN-identitets kort som skulle bæres overalt. Blev hurtigt sat sammen med hunde tegn om halsen, så vidste man ligesom hvor det var.
Alt gearet blev læsset op bag en lastbil og vi blev hentet i en bus. På turen mod missions området, blev der kigget en del ud af vinduet, for at få det hele med. Men relativt kedeligt indtil vi kom frem til  Zone of seperation (ZOS’en). Først kom en Kroatisk soldat op og kiggede på alle identifikations papirer, så køre turen gennem Sisak crosing, forbi de første Danske Check Points (CP). Forbi delingslejeren der lå midten i ingenmands land og så ind i missions området, til et identitets check igen, denne gang af Serberne. Kan huske jeg tænkte at nu blev det alvor, var vildt spændt og pænt træt. Fra Sisak Crosing, var der ca. halvanden times kørsel, til Stabs kompagniet (HQCOY). Landskabet ændrede sig lidt, der var klart bedre styr på infrastrukturen i Kroatien, selve området kaldet Krajna serbien var lidt ude på bø landet.

Da vi ankom til lejeren, blev vi modtaget af nogle af dem der var roteret på en tidligere rotation, de havde været der i to dages tid. Udlevering af vores pik pak, og så hen til vores Præfabrikerede beboelses container (FAB’en) Ind med udstyret og så hen og hente Våben og ammunition. Lidt en omvæltning, at have udleveret en skarpladt våben 24 timer i døgnet. I danmark, var våben altid låst inde med bundstykket i et seperat rum. Der var kun udleveret ammunition på skyde banen og der var altid en yber anal sikkerhed omkring våben. Her hang de klar på vægen, Danmark var pludselig lidt længere væk. Efter en kort rundvisning blev Jess og jeg hurtigt enige om at få noget at æde, og så på hovedet i seng. Så kunne indretning af Fab’en og så videre vente til dagen efter, der var Kock også kommet. Vi fik også lige en velkomst fra de lokale, da de pludselig lød skud oppe fra byen, men blev hurtig beroliget af dem der var der fra hold 6. Det var bare Slivo skydning, når man har drukket sig lidt små stiv i slivovic, så kunne man da lige så godt tage sin AK47 og skyde lidt op i luften. Eller hvis man var helt vild, så skyde med lysspor ind over lejeren. Egentligt ufatteligt hvad men kan vende sig til og opfatte som normalt.
Husker tydligt den første nat. Noget var gået galt med vores varme apparat, Så den dyne jeg lå med var langt fra nok. Stod op i løbet af natten og luskede i bar røv ned på toilettet, der lå for enden af pioner street (Der hvor ingeniørernes fab lå)  pænt koldt. Da jeg kom retur, blev soveposen fisket frem og lagt hen over dynen. Virkede ok, men vågnede vær gang den gled ned på gulvet. Men velankommet til missions området.

Dagen efter fik jeg overleveret min GD, som jeg skulle være kører på, vores Detachment fører (DF) ville først komme ned senere, da han havde “Tabt” ?? Sin hornhinde så det var hold 6’s DF der var chefen. Den første tur jeg kørte var med hans gamle kører, som tog mig med ud og kigge på området. Vi skulle ned og besøge en familie og aflevere noget. Kan huske jeg undrede mig en del, men jeg var 24 timers ny, så hvad fanden vidste jeg. Før man forlader lejeren, skal man i hovedvagten skrive sit nummer ind, hvor man skal hen og hvornår man er retur. Hvis man køre galt, eller bliver hi-jacket så var det rart at vide hvem der var i lejeren og hvem der manglede. Samtidig skulle vi melde os på radioen, 7-8-India-Oskar, og så var vi klar. Det var rart endelig at køre og komme ud og kigge på området i dagslys, lidt mere bjærgridt end Jylland, men ellers lidt det samme. Bygningerne var dog i en meget dårlig stand. Specielt, da vi kom til den døde by. En hel by med ca 100 huse, der alle var sprunget i luften. Nabo havde vendt sig mod nabo og vidst nok et af de steder der havde startet krigen. Men når man så har fordrevet en beboer, så er det “god stil” at smide en landmine der ind og detonere den, for at gøre huset ubeboeligt. Så slap man for at de tidligere ejere skulle få den vederstyggelige ide at flytte tilbage. Der var lavet et mindesmærke for de Serbere der havde mistet livet, var vist nok en hel del færre en kroaterne. Noget som kroaterne også reagerede lidt på da de indtog området under operation storm 6 måneder senere. Pladen blev skudt i smadder. Har faktisk stadig et stykke af pladen, som blev indsamlet som sovenier, efter krigen. Nå men vi kom frem til den gård, hvor vi skulle lave …. noget..

Blev her introduceret til at det var god kutyme af aftage sit magasin og tage ladegreb for at sikre der ikke var patron i kammeret, når man gik ind hos nogen man besøgte. Fredsbevarende, lidt andre spille regler end i dag. Så sagt så gjort, og vi blev budt på kaffe. Som den opmærksomme læser der kender mig ved, så drikker jeg ikke kaffe, men når man nu er 24 timers noob i et fremmet land, så tager man sku lige en kop. Med grums i bunden og det hele. Den tidligere køre kunne lidt kroatisk, og da mit ordforråd allerede på det tidspunkt var noget med at tælle til ti, bestille øl, bryster og stop eller jeg skyder, gik det lidt hen over hovedet på mig. Men efter lidt tid, kørte vi igen, da vi kom retur til lejeren, blev vi checket ind igen, og vi meldte os af radioen.
Pænt nysgærrig begyndte jeg at spørge mig lidt for, hvad det lige var for en tur vi havde været på. Det viste sig at det var en af vaske konernes familie vi havde besøgt, hun og min forgænger var blevet kærester, vist lidt problematisk, noget med at være uafhængig. Nå men mysteriet blev løst, og så vidt jeg ved, rejste hun senere på året til DK fra beograd, og de blev gift og levede lykkeligt sidst jeg hørte noget om det.

Men nu vil jeg slutte for denne gang. Har en del billeder, men da dette var før mobiltelefonen og digital kameraet, og da de lokale ikke var fantastisk positive over at man tog billeder ude i området, er der en del jeg ikke har billeder af. Men et enkelt i ny og næ blev det da til.