Livet i Danbat.

En normal dag i lejeren startede med at der kl 7 blev spillet Reveille “first call” over lejerens ACA anlæg. ACA Akustisk C alarm, hvor C stod for kemiske kampstoffer. 24/7 stod der en måler og målte om der var nervegas i luften. Måleren var koblet op på ACA, så i tilfælde af nervegas gik en alarm igang der kunne vække de døde. Men de højtalere alarmen var koblet op mod var forbundet til en båndoptager der spillede Reveille om morgnen. Må indrømme jeg kom til at hade den melodi en del.
Der var dog en morgen hvor en tosse var kommet til at trykke på en forkert knap, så ACA’en gik fuldstændig amok. Jess og jeg kastede os ud af vores senge og hen og fik vores gasmaske på. Kan godt afsløre at den hylen er en måde man kan få selv den dovneste til at vågne på. Vi fik så kigget på klokken og kunne høre folk gik rundt uden for og smågrinede, så vi fik pulsen ned igen og fortsatte dagen.
For enden af Pioner strede lå bade containeren, hvor alle lejerens konstabler badede, med undtagelse af de to eneste piger, der jo havde en for sig selv… Det var ikke noget med at stå længe under bruseren, da de næste skulle til. Med en del dansen rundt foran spejlet, blev barberingen klaret, potten hvis det var tiltrængt og så ellers i uniform.
Morgenmaden i køkken faben, Med mælk der kunne holde sig i 5 år. Igen man vender sig til meget, da jeg kom hjem syntes jeg frisk ko mælk smagte meget underligt 🙂
Så var der mønstring hvor KC (Kompagni Cherfen) gennemgik hvad der var sket hen over døgnet i vores ansvars område og hvis der skulle ske noget specielt på dagen.

Efterfølgende ned til IGDET’s arbejds Fabs, hvor dagens opgaver blev fordelt. Min dag startede altid med at lave et køre eftersyn, og et af 1-4 eftersynet. Det var for at sikre at min GD altid var klar til at køre, det første man lavede når man kom hjem fra en tur var at fylde diesel på igen så man heletiden var klar. I starten kørte jeg mest rundt med DC, men efter at UN havde besluttet at vi ikke længere skulle UNPROFOR, da vi ikke var en Protektion Force, blev der en pænt dårlig stemning i området, og alle der skulle transporteres rundt skulle kører i minimum to køretøjer med 100 meter imellem. Det var for at minimere risikoen for hi-jacking.
I min GD, (Mercedes Gelende Diesel) havde jeg 2 radioer, En kraftig, som var den der blev brugt til at sende fra altid på kompagni nettet fra det ansvars område vi var i, og en mindre kraftig der som regel stod på Bataljons nettet. Hvis vi så fik behov for at snakke på bataljons nettet skiftede vi over på den primære radio, og lyttede på den sekundære. Hen over passager sædet, var opsat en træ plade, hvor relevante papier kunne sættes på. Mellem sæderne havde jeg en trækasse, hvor der var kort, sodavand, og en masse UN kager, (2 småkager i indpakning) de smagte af helveds til, men de lokale børn var vilde med dem. Kagerne kunne også bruges når man mødte Serbiske kontrolposter. Når vi kørte lå mit gevær oven på kassen, der var en holder i siden ved døren, men man skulle ud af køretøjet for at få fat i geværet, og jeg ville gerne have det med når jeg forlod bilen, så det kunne bruges med det samme. I handskerummet, havde jeg en masse lys raketter og placeret i en holder over instrumentbrættet havde jeg to hexitrøg granater.  Så var vi ellers klar til at køre.
Når jeg kørte rundt i området, blev jeg en ren mester i at undgå huller i vejen. DC syntes det var lidt vildt en gang imellem, men jeg kørte ca en milliard km der nede, uden et eneste uheld, så…. Vi havde nogen gange en ghettoblaster med. Når jeg bestemte hvilket skete oftes når DC og NK ikke var med blev der hørt eurodance, som fun factory “Pain” og den slags. Når NK var med så fik Sort sol lov til at fyre den af. Var lidt sjovt at køre forbi Militiaens (serbisk politi) hovedkvarter med shaheeba bay på fuld skrald.

Når man kørte rundt i området var der 4 mulighedder.
1 Fastbanet vej (alle veje der ikke kunne graves i uden det kunne ses)
2 Ryddet område, (lejre og OP/CP)
3 SMO (sandsynligt mineret område)
4 MO (Mineret område)

Der var ikke noget imellem. Der var konstant minefare og hvis man ikke var 100% så gik man ud fra at der lå miner. Noget jeg i gennem årene faktisk ikke har kunne slippe før nu. Så hver gang jeg har forladt fastbanet vej er det noget jeg har overvejet. Noget man kan bruge en masse energi på og en del af noget PTSD. Specielt et område der hed Sunja der lå i CCOY’s område var mine fyldt. Det var et område hvor de havde bokset frem og tilbage hen over en del gange, og lagt minefelt på minefelt på minefelt. Det var også det eneste sted hvor kroaterne havde fodfæste på Serber siden af floden Sava.
Militiaen kunne finde på at lave fart kontrol, og de var grundliggende en flok uniformerede banditer der forsøgte at få penge ud af alt.

De serbere der bemandede CP ved sisak crosing, havde en forkærlighed for at stoppe JORBAT’s biler  og stå og intimidere dem og gennemsøge deres køretøj. Indtil de fandt D-mark frem og betalte bestikelse, på ca 20 D-mark. For nu at være lidt nederen over for banditterne, koblede vi os altid på JORBATS køretøjer når vi mødte dem på vej til og fra crosingen. Så lagde jeg mig lige i røven af dem og nå så de kom ud for at indkræve bestikkelse, så hornet i bund, så de blev nød til at slippe den igennem uden at betale. Tror jeg var upopulær, men hvad fanden, man kan ikke være populær alle steder.
JORBAT, jordanere, ud over de kun havde 5 skuds magasiner, havde de det med at gå og holde hinanden i hånden…. I et lettere homofobisk miljø som en camp, var det kilde til meget sjov. De var hellerikke så organiseret. Var på besøg hos deres kommandant, der var dækket op på hans kontor, på et bord der bestod af Euro paller, men så var der til gengæld lagt a4 ark ud som dækkeservietter. Det sjoveste var dog deres grads tegn, hvis man var andet end en menig, så stak det helt af. De var malet op og ned af armene med vinkler, stjerner, striber og egeløv. Kan huske første gang jeg så en tænkte det var da sjovt de havde deres øverstkommanderende for alle væbnede styrker til at stå vagt. Men ak…… tror deres kommandant havde gradstegn helt ned i sokkerne også.

Ellers skulle man altid holde øje med om man mødte serbere med rød baret. Mødte dem en gang i Glina, Det var Arkans tigere. Den største bande Krigsforbrydere som kunne have lært Gestapo en del om hvordan man terroriserede lokalbefolkningen. De stod for etnisk udrensninger, vold, voldtægt og masse mord. De var blandt andet med i Srebrenica hvor 8000 blev slået ihjel.
De serbiske Militær politifolk med deres sorte baretter var hellerikke guds bedste børn. Ellers var det man mest mødte hjemmeværns enheder, som mest var farlige når de var stive, hvilket de var tit.
Er nogle gange blevet overhælet af et civil køretøj, der ikke lige havde tid til at overholde fartgrænsen. Så kom AK47 ud af vinduet og viftede, eller der blev skudt op i luften så man holdt ind til siden så de kunne komme forbi. Igen sjovt hvad man kan vende sig til.

Når der så ikke var nogen ture, havde jeg adhoc opgaver. Fik mellem navnet “Nogen” og “en”, når “vi skal have nogen, til at løse denne opgave, Eller “en til at løse denne opgave” Så var det som regel mig.

Ellers gik dagen efter arbejdet var afslutet oftes med at spille volleyball. Hold nu kæft hvor der blev spillet meget volley. Der var mulighed for at spille lidt bordtennis, der var 2 computere (386’ere)  til alle 300 mand, hvor man kunne spille Dune. Men ellers var der baren, og skrive breve i fab’en og forsøge at ringe hjem. Det kostede 10 kr i minuttet at ringe hjem, man skulle forsøge at ringe op ca. 200 gange før et opkald kom igennem, så det gik der lidt tid med. Var så vildt at folk blev direkte overtroiske. Jeg havde magiske fingre, og blev hentet ind for at trykke på ring op, mit snit lå vel på 1 ud af 100.
Ellers kunne man vente på at der kom post, enten breve, eller pakker med slik, pølsemandens ketchup og ristede løg.
Aftensmad i Køkkenfaben……… kommer lige til at bitche igen Spagetti og skinke på 100 måder……. argh.
Heldigvis var der Tøfex, et sted hvor man kunne købe slik og sodavand i lange baner. Til næsten ingen penge, så det kunne bruges som supplement.
Frokost spiste jeg næsten altid ude i kompagnierne, da jeg oftes var ude og kører, Alfa var klart det bedste, mens Charlie (livgarden) var nogle idioter. De ville have at gæster spiste efter de selv havde spist, og kun rester. Det resulterede i en gang at vores Senior sergent der var føre for Mask. Pakkede alle sine maskiner sammen og kørte i konvoj tilbage til HQ-Coy ca 30 -40 km og spiste frokost. Så kunne de fandme selv grave ud til deres ammunitions containere. Efter det måtte ingeniørerne gerne spise med. Men de blev aldrig rigtigt tilgivet.

Men nu vil jeg slutte, et lidt rodet indlæg men en nogenlunde beskrivelse af livet i området.