Carpe diem

Lidt filosofi, er vel ikke af vejen her på bagkanten af Bodil.

Ikke at jeg egentligt tænker specielt på selve stormen, men på alle slags storme der kan ramme ens liv. Man kan blive alvorligt syg, eller der kan komme andre livs omvæltende begivenhedder. Alt hvad du har og alt hvad du er kan pludselig ligge knust og du kan stå tilbage og skal samle stumperne op. Mange der har overlevet en potentielt dødelig sygdom eller ulykke taler om at de har fået muligheden for at ændre deres liv i den retning de nu ønsker. De har grundliggende fået en ny chance.
Men hvorfor er det at der skal så alvorlige hændelser til før vi grundliggende laver en status over vores liv ? Det giver selvfølelig mening når man har stået på kanten og kigget ud i mørket, for så går det op for en at tiden der er tilbage er ukendt.

Blev en gang presenteret for et begreb der hedder SSDD “Same shit Different day”. Det er i min optik de dage vi venter på skal gå, så vi grundliggende kan komme et skridt nærmere afslutningen. Tror ikke selv på at alle dage kan være totalt hippi happy dage, men tænker at hvis den overvejende del af ens liv er SSDD, så er det måske på tide at gøre status over livet.
Det er min tanke at når nu folk der har været på kanten, pludselig laver radikalt om på deres liv, så er der måske en masse som er “heldige” ? ikke at komme tæt på kanten der også kunne have brug for det.
Man skal selvfølelig ikke underkende behovet for sikkerhed, men vil postulere at mange efterhånden har projekteret sikkerhed hen på en masse mindre vigtige ting. Det nyeste TV, telefon, Appel laptoppen, samtale køkkenet.

Men hvis nu man forstiller sig at man ligger i sengen på den sidste dag og kan høre ens næreste tale om ens liv og hvad man har givet videre til dem. Ville du så forvente at de talte om den gang du gav et nyt tv ? var det i øvrigt det som du ville håbe på de talte om ?

Tror mange kunne have brug for en gang imellem at træde et ordentligt skridt tilbage og gøre status over deres liv, også finde glæden i det man har, eller gøre det der skal til for at man kan finde glæden.

Har sidet og fulgt med i serien “West wing” eller “Præsidentens mænd” som den hedder på dansk. Der var et afsnit der hed 365. Handlede om en normal travl dag, hvor begivenhederne styrede dagen der grundliggende bare gik, uden at der var nogen der egentligt havde gjort en forskel. Dagen var den første dag i præsidentens 7 år. Så de havde 365 dage tilbage til at gøre en forskæl.

Det var egentligt det der fik mig til at tænke, i livet ved de fleste heldigvis ikke hvor lang tid der er tilbage. Det kan være om 5 minutter foran en bus, eller om 50 år i en seng.
Men hvis man nu anderkender det faktum at der er en bagkant, så er det min opfordring at man tager et kig på hvor man er, og så “Griber dagen” og får gjort så mange dage som muligt til en fest.
Få bestilt den rejse, få købt det lille hus på landet, bliv pølse mand, bliv alt mulig mand, hvad det nu er der gør dig lykkelig. Hvis du har familie du ikke snakker med, så begrav alle dine rettigheder til at være sur.

En dag er det forsent. nedtællingen er begyndt for længe siden.
Som en kollega en gang sagde “livet er en seksuelt overført dødelig sygdom”

Grundliggende så GO GO GO grib dagen, lev livet, arbejd for at leve ikke den anden vej rundt.
Næsten alle grunde til hvorfor det ikke kan lade gøre for dig er overspringshandlinger.

Tilykke, idag er den første dag i resten af dit liv.
Held og lykke.