Gud, Droning,fædreland og Boutros Boutros-Ghali

Har længe haft lyst til at skrive lidt omkring mine oplevelser og bevæggrunde for at tage afsted som UN soldat , som en del af UNPROFOR krajina Kroatien i 1995. Fortæller lidt kronologisk, med diverse afstikkere, og prøver at holde det i fortæller form.

Den første gang jeg fik en tanke om at jeg gerne ville prøve at være UN soldat, opstod i 9 klasse i forbindelse med en “hvad kan jeg blive” tema uge. Havde kigget meget rundt på alle de mange mulighedder der var, men kunne ikke rigtigt finde noget der kunne få det op og ringe. Læste i løbet af ugen en annonce hvor man søgte efter UN soldater til Cypern og af en eller anden grund fangede det min interesse. Tror det simple liv med stå i en observations post (OP), hvor der var noget på spil var det der tiltalte mig. Men det krævede at man havde været soldat og at man var minimum 18, så det havde lidt lange udsigter. Men det gjorde at da jeg efter endt uddannelse som Automatikmekaniker skulle til session, var jeg sikker på at jeg ville ind og være soldat. Sessionen gik som sådanne nu gør, med lægeundersøgelse hvor de sikrede sig at jeg havde arme og ben, selv det at de ædlere dele var tilstede blev undersøgt. Jeg blev erklæret egnet og trak et nummer. Kan ikke huske nummeret, men det lå i måske kategorien, så jeg valgte at melde mig friviligt. Kom så hen til en gammel Major, som fortalte lidt om de forskellige værn, men Hæren blev valgt og det med at springe broer i luften som ingeniørsoldat lød lige som mig.

Selve uddannelsen som soldat vil jeg springe lidt let og elegant hen over, men jeg blev udannet som motorcykel ordonnans, først i Park delingen men blev grundet mandefald flyttet til Kommando delingen. Da værnepligten var ved at være overstået, blev det annonceret at dem der var interesseret i FN udsendelse skulle melde sig på NK kontor, da han var blevet udset til at skulle være Detachement føre. Så jeg meldte mig, i øvrigt uden at konsultere min forældre eller andre om beslutningen.

Vil her lige bruge et par linier til at beskrive hvilke bevæggrunde jeg havde for at melde mig, ud over at det virkede som et interessant job.
Op gennem 90’erne hvor borgerkrigen rasede i ex jugoslavien, havde jeg den holdning at man ikke bare kunne stå og se på de voldsomme overgreb der forgik. Rapporter om etniske udrensninger, masse voldtægt, totur og uset brutalitet nåede de danske medier løbende og billeder af koncentrations lingende lejre med udmagrede mænd komplimenterede helheds billeded af at noget var helt galt. Jeg høre til dem der ikke mener at man ikke bare kan rejse sig og slukke fjernsynet og tænke at det må nogle andre klare. Så jeg var og er, fortaler for at når mennesker bliver udsat for urimelig behandling, så har verdenssamfundet en pligt til at gribe ind, hvis der er mulighed for det. Mente samtidig ikke jeg kunne have den holdning uden selv at stille op hvis muligheden bød sig. Det var nok den overvejende grund til at jeg meldte min (total idealist). Det var desuden spændende at prøve noget af det som jeg havde lært for alvor, og så det at gøre noget som ikke alle andre har prøvet.

Men en lettere regnfuld dag i november 1994, blev det værnepligtige Ingeniør kompagni aftrådt til civil, kan huske at det var en lidt en speciel oplevelse at så mange af dem man havde været sammen med forsvandt for alle vinde, mens jeg selv blev tilbage med de andre frivillige.
Den første store ændring var at flytte rundt, på hotellet (4 mands stuer, når man har boet på 12 mands stuer er det et rent hotel).

Første møstring næste dag om morgnen, var første gang vi alle var samlet. Rygraden af detachementet kom fra værnepligt kompagniet, men der var enkelte der havde været udsendt tildligere og en gammel overkonstabel. Ellers fik vi tilgang af en senior sergent og to over sergenter og en enkelt sergent. Kan huske der også skulle starte en konstabel der var blevet overflyttet fra Gardahusarrene, men han var ikke mødt. Det var Jess, der kom løbende 5 minutter for sent, og lidt uretfærdigt fik en røffel. Han havde fået af vide at han skulle møde foran kompagniet, mens vi andre var mødt foran parks kontore. Kan huske at jeg var vildt misundelig, Jess havde fået eneværelse på hotellet, og MUK (Penge man får når man er væk fra sin kasserne). På det tidspunkt tjente en konstabel ca. 16.000 kr før skat, så et tillæg på tror det var 3000 skattefrit, var lidt vildt. Desuden havde vi endnu ikke havde været konstabler så det var værnepligt lønningen på 5-6000 kr- før skat, jeg havde til alle udgifter.

Vil stoppe for nu, og vende tilbage med missions uddannelsen næste gang.

På billedet kan man se hvor farligt det er at være udstationeret. En gammel russisk smadre kasse fra bugarian airways, var transportmidlet. De hvide tråde der indikerede at nu skulle hjulne skiftes, hang i tråde. Selve kabinen var 60’er agtige blomster beklædning på vægene, og sæderne var metal skeletter med stor trukket henover. Lidt som en klap stol. Da vi var i luften kunne jeg høre at luften siver ud ved det vindue jeg sad ved, til gengæld var stewardesserne ufatteligt grimme, så det var en oplevelse.